Indretning: Kontor & gæsteværelse

kontor nete-amalie

Sponsoreret indhold

Hej med jer,

Som lovet kommer her et indlæg om indretningen af K’s kontor og ekstra-værelset som i starten vil fungere som gæsteværelse. På kontoret kommer K til at kunne sidde i fred og ro og arbejde. Samtidigt vil det være et sted vi kommer til at bruge til opbevaring af bøger og lignende – sådan lidt et ”rodeværelse”, bare uden rod – giver det mening?

K’s kontor:

kontor nete-amalie
Et billede af hvordan jeg godt kunne tænke mig kontoret nogenlunde kom til at se ud. Selvfølgelig med K’s skrivebord i stedet.

Værelset er ca. 10 m2 stort, så det har en udmærket størrelse til formålet. Herinde kommer der, som alle andre steder i lejligheden, til at være høje paneler i hvid, hvor det øverste af væggene bliver en lys grå/beige farve. K har arvet et flot, antikt skrivebord i mørkt træ efter sin farfar, som skal stå på kontoret med hans computer på. I hjørnet kommer en lækker lænestol og en lampe som tilsammen skal fungere som et lille læsehjørne, hvor der også skal være en bogreol til alle vores bøger.

Vi har også snakket lidt om, at det kunne have været sjovt at få fat i sådan en gammel globus af træ der kan åbnes, og bruge som et lille barskab – rigtig mandeagtigt! Men nu må vi se – det skal nok blive godt uanset hvad, og i og med, at det primært er K’s kontor er det også primært ham der kommer til at bestemme.

Gæsteværelset

Værelset ved siden af, som bliver gæsteværelse, er ca. samme størrelse som K’s kontor. Jeg tænker, at det er en fin størrelse til et gæsteværelse med plads til en mellemstor seng, et skab til opbevaring og så et lille bord og måske et TV.  Det bliver dejligt at have et sted, hvor vi kan have overnattende gæster uden alt det bøvl med opredning af sofa, madrasser på gulvet osv. det sker nemlig forholdsvis tit at vi har besøg langvejs fra, da K oprindeligt er fra Jylland og selvfølgelig også får besøg derfra – som i øvrigt altid er så hyggeligt.

 

Det eneste vi har lidt svært ved at bestemme os for i forhold til indretningen af kontor og gæsteværelse – og faktisk også andre steder i lejligheden – er belysning. Jeg synes det er så svært at finde pæne standerlamper og bordlamper, uden det bliver for voldsomt og på en måde overtager hele rummet. Vi (jeg) må i tænkeboks, og så tænker jeg at skrive et opslag kun om lamper – det bliver lidt af en jagt!

 

Hvordan gæsteværelset så skal laves om når det en gang skal være børneværelse, ved jeg ikke helt endnu. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg slet ikke har tænkt på det – for det har jeg da. Jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal blive rigtig godt også, men alting til sin tid – det kan jeg slet ikke overskue at skulle tænke på lige nu, haha. Nu skal det bare blive mandag, så vi kan komme i gang med at forvandle den her lejlighed til det dejligste drømme hjem som vi begge ønsker os.

Xoxo, Nete-Amalie