Værelser og badeværelser

badeværelse

Hej bloggen!

Som lovet vil jeg også lige skrive om resten af lejligheden! Vi fik i øvrigt valgt farver til lejligheden og fliser til begge badeværelser – det bliver så fint. Derudover har K lige sagt, at vi kan få lavet høje paneler i hele lejligheden, hvis jeg synes, og det synes jeg – det har altid været min drøm, siden jeg var lille!

Soveværelset og børneværelset

Nå, lad os starte hvor vi slap; værelser og badeværelser. Fra entréen er der adgang til gæstetoilettet som bare er helt småt, kun med plads til et WC og en håndvask – så nothing fancy there. Der bliver sat nye fliser på gulv og vægge, nyt WC og vask med underskab. Fra den ”lange” gang er der adgang til alle de resterende værelser.

Først er K’s kontor, som er et lille, hyggeligt værelse med plads til et skrivebord, en lænestol og en reol. Ved siden af ligger gæsteværelset som på sigt bliver børneværelse. Et hyggeligt værelse med vindue ud til gården og vigtigst af alt, ligger det lige ved siden af vores soveværelse. Soveværelset er dejligt stort, og med masser af plads til en stor seng, TV og en hyggelig stol, og så selvfølgelig døren ind til vores kommende walk-in closet. Vores walk-in closet er rigeligt stort til alt vores tøj og sko til sammen – og det kunne jo ikke være bedre. Det bliver indrettet med hylder, bøjlestænger og skuffer uden låger foran – så ét stort, åbent skab faktisk. Det bliver så godt! K og jeg får hver vores ”afdeling” af skabet, hvor min naturligvis er størst, haha.

nete-amalie værelser

Det store badeværelse

Efter soveværelset ligger det store badeværelse – ligeledes med indgang fra gangen. Alt i det nuværende badeværelse bliver revet ud, gulvet hakket op og væggene slebet ned. Derefter skal vi have lagt gulvvarme og så skal der lægges de fineste fliser som vi lige har bestilt i dag! Væggene bliver hvide, så der er en god kontrast til de rektangulære, beton-grå fliser. Fliserne kommer til at være gennemgående på hele gulvet og i den store brusekabine. Langs vinduet vil vi gerne have et fritstående badekar i hvidt, mat porcelæn – det bliver simpelthen så fint! Al interiør til badeværelse er faktisk valgt, så jeg skal snart på udkig efter ting til indretningen – selvom der lige går et par måneder før jeg rigtig kan gøre det fint.

Tidligt op

Vi starter allerede på mandag kl. 07.00, hvor nogle af K’s venner kommer og hjælper med at hakke gulvet i badeværelset op som det første. Jeg går i gang sammen med et par veninder, med at pille det gamle køkken ned, så vi kan komme sådan rigtig i gang. Allerede onsdag kommer der en kæmpe container og kører vores byggeaffald væk, så der skulle vi meget gerne være færdige med at hakke op og rive ned. Til at lave selve badeværelset og køkkenet får K lidt hjælp fra nogle gamle håndværkerkollegaer, så han ikke skal stå med det hele selv. Jeg synes stadig at han er den sejeste i hele verden, at han vil kaste sig ud i sådan et stort projekt for mig og os!

I et af de næste indlæg, vil jeg gå lidt mere i dybden med selve indretningen af de forskellige værelser.

 

Xoxo, Nete-Amalie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *